Klik på logoet og besøg DYNAMO BIRKERØDS sponsor :: Suhr A/S!

Klik på logoet og besøg DYNAMO BIRKERØDS sponsor :: Winnovation!
Klubben nyheder Profiler Butik

BRUNDTLAND
Godt første år med ny formålsparagraf
Dynamo Birkerød er en fodboldklub med økologisk formålsparagraf! Intet under, at ingen andre klubber har turdet møde den nordsjællandske klub i 2004... >>

TAKTIK

Hjælp kampudvalget: Sæt selv holdet online!
Sæt det stærkeste hold, det sjoveste, det mest desperate - og send holdopstillingen til Dynamo Birkerøds kampudvalg! Klik på billedet og sæt dit hold nu!

TRÆNING
Kærlighedens stærke arm
- Vi må gøre op med os selv, om vi vil vinde eller have det sjovt, udtaler formanden for Dynamo Birkerøds kampudvalg, der ønsker at møde andre klubber med "stærke hold"... >>

DB UNGDOM
Ny følordning en succes
Januars DBU-turnering med deltagelse af medlemmernes børn lover godt for fremtiden, jubler klubkontorets Bente... >>
Resultatet af Årets Juleturnering 2010


Dynamo Birkerøds udvalgte trup, der holdt stand mod gæsternes pres i 9-mandslokalopgøret 10.10.2010.
Dynamo Birkerøds udvalgte trup, der holdt stand mod gæsternes pres i 9-mandslokalopgøret 10.10.2010.


SLAGET OM BIRKERØD DYNAMOS DRENGE FÅR DET SIDSTE MÅL I DRAMATISK LOKALOPHØR! STADIG UBESEJRET PÅ GRÆS!
Efter en mindeværdig dyst mod en yderst værdig og stærk modstander skal der først og fremmest lyde et stort tak til alle for en herorisk og stærk indsats. Dette gælder såvel de aktive som de, der var mødt frem for at heppe holdet frem.

Ti...l jer, der ikke havde mulighed for at følge Årets kamp live eller over radioen, kommer her et lille referat:

Begge hold startede roligt for at spille sig ind i kampen og se sin modstander an. Det var hurtigt tydeligt, at vores modstandere var værdige udfordrere. De havde god boldfølelse og viste i mange tilfælde god spilforståelse i deres fremadrettede spil. Efter omkring 5 minutter har vi er drønende skud på deres ene stolpe ved undertegnede. Vi kom herefter til en del spredte muligheder, men den helt store chance kommer ikke i resten af halvlegen. Vores modstandere fortsætter deres gode presspil og er i flere tilfælde ved at spille os "tynde", men vi redder den lille storm af.Ved halvleg står der 0-0.
I anden halvleg starter vi stærkt. Vi spiller os bedre igennem og kommer til flere "lige-ved-og-næsten-chancer". Efter omkring 7 minutter modtager Martin bolden omkring midten og begynder at trække ned mod mål. Undertegnede løber ud mod højre side og trækker deres sidste forsvarer med. Da Martin er omkring 9,23 m fra mål, brager han et tordende skud afstes, som målmanden snitter, hvorefter den rammer stolpen og helt fortjent går i mål.1-0. Fra det 12. til det 14. minut sker der et mindre sammenbrud i de bagerste rækker. Først udligner de med en udmærket kombination, hvorefter der bliver skudt udefra - Jonathan får vistnok den ene hånd på, men bolden ryger langs jorden i mål. Små to minutter senere var der en af vores ærede medlemmer, der havde set lidt for meget til Danmarks fejlafleveringer mod Portugal, da en tværaflevering ind foran vores eget mål blev opfanget af af en modstander, der rimelig ubesværet kunne score til 1-2. Herefter pressede vi på og kom ved flere lejligheder tættere på, men uden at få den helt store chance. Efter omkring 18 minutter får vi hjørne, som Formanden sparker. Han har meget intelligent set undertegnedes hemmelige tegn, hvorefter han præcis ved, hvor han skal sende bolden hen. Formanden tager tilløb, og sender med et følt indlæg bolden afsted i en nøje indstuderet bane. Bolden svæver afsted. Modstanderne råber i panik og søger bolden samtidig med, at undertegnede med en indre ro stiger til vejrs sammen med en modstander..........og...........helt som indstuderet ved adskillige træningspas, så sætter jeg på forunderligste vis nakken på bolder, der ryger i en kalkuleret bane over mod fjerneste stolpe. Målmanden kaster sig desperat med et udtømmende primalskrig efter bolden. Han snitter den, men kan ikke ændre det fact, at træning lønner sig, da bolden svæver over i det fjerneste hjørne. 2-2. Herefter presser modstanderne os det meste af de sidste 10 minutter, men vi holder stand og står med det fornemme 2-2 resultat stadig som ubesejrede i efterhånden mange, mange år.
Det kan vi bestemt godt være bekendt.
Herefter var der en times træning for alle. En speciel hyldest til Anders, der havde løbet Erimitageløb tidligere på dagen. Godt gået, gamle dreng! ;o)
Sådan gik det vist nogenlunde til!!!!! Endnu engang tak til alle for den gode holdindsats.

Krogh
Coach


Følg DYNAMO BIRKERØD på


Vinderne af Dynamos Juleturnering 2008
Hot of the Press: Vi iler med at viderebringe de friske snapshots fra forrige års juleturnering. Herover er det vinderne af Juleturneringen. Herunder ses den stolte modtager af årets fez, Christian Dalgas.
Christian Dalgas, vinder af årets fez 2008

Rigtige Mænd kommer til træning
• Download som plakat (PDF)  • Download som bagtæppe (1280x1024 pixels)

Dynamo Birkerøds hold i 2007. I år var truppen bred nok til, som den eneste af de deltagende klubber, at stille to hold.

SLAGET OM BIRKERØD Dynamo og Skjold i klassisk arvefjendeopgør på gågaden
Birkerød Butikkernes gadefodboldturnering blev søndag den 28. september gennemført for andet år i træk, denne gang med aktiviteter på alle byens pladser og selvfølgelig med deltagelse af Dynamo Birkerød. Byens store klub kunne denne gang stille med intet mindre end to hold på Centre Court på Majpladsen. Kl. 14 gik startskuddet til turneringen for "drenge over 16", et kriterium, de fleste af de deltagende hold klarede uden problemer. Især Skjold Birkerød stillede med en erfaren trup, der virkede stærkt motiverede og tændte på at revanchere sidste års 4-2 nederlag til Dynamo Birkerød. I alt deltog fem hold i voksenturneringen, idet FC Ombold (hjemløselandsholdet) og Street Kids deltog i stærkeste opstilling.
Vinder af turneringen blev FC Ombold, der vandt alle deres kampe. Skjold Birkerød fik en fortjent andenplads efter at have spillet over evne imod Street Kids, der til gengæld var uheldige med at få annulleret en scoring til 2-1 af dommerens fløjt til pause. Alt i alt en god og hyggelig gang småbold på Majpladsen, selv om der røg en rude.


Efter kampen fortærede spillerne 7 hjemmebagte pizzaer, frugt, salat og utallige smørkager

DYNAMO BIRKERØD PIZZA CUP 2008 Tørt hug fra målmanden afgjorde talentkamp!
”Talentplejen i Dynamo Birkerød tog et nyt skridt fremad med afholdelsen af ”Dynamo Birkerød Pizza Cup” søndag d. 6. juli. Dynamoer med drenge årgang 98 (+/-) udskød ferieplanerne for at prøve knægtene af. To hold med 5 far-søn-konstellationer på hver udkæmpede en intens kamp på 3*20 minutter.
Voksne måtte score både med det kolde venstre ben og hovedet, drengenes mål talte for 2; og så blev der udlovet 5 bonusmål, hvis alle drenge på samme hold kom på scoringstavlen.
Kampen var lige og bølgede frem og tilbage mellem sort og hvidt hold, indtil hvidt hold midt i tredje halvleg sendte målmanden Oscar frem i forreste række. Med et tørt hug sendte han bolden i nettaget og blev dreng nummer 5 på scoringslisten - og dermed udløste han de 5 bonusmål, der reelt afgjorde kampen. Dermed lærte de unge poder også, at holdspil betaler sig. Helt i tråd med klubbens udgangspunkt i den angelsaksiske fodboldtradition og gentleman-kultur.
Efter kampen fortærede spillerne 7 hjemmebagte pizzaer, frugt, salat og utallige smørkager. Det var heller ikke muligt at sætte tal på drikkevarerne i sommervarmen.”

De to hold, der deltog i Dynamo Birkerøds Pizza Cup 2008, bestod af de af klubbens fædre, der kunne mønstre poder i årgang 1998. Klubbens fortsatte fremgang synes sikret i endnu 5 årtier.

Resultatet af Årets DBU-turnering 13. april 2008


Resultatet af Årets Juleturnering 2007


GENERALFORSAMLING 2007 10 more years!
Det var en rørt og overrumplet formand, der modtog klubbens hyldest for de første 10 år og på stedet besluttede at tage 10 år mere!

Formandens 10 års jubilæumsportræt til Klubhusets æresvæg, malet af Frank Madsen16. november 2007 blev en særdeles mindeværdig aften med Michael Hye som en forbilledlig vært for et storslået arrangement med 23 medlemmer til højbords: Nem ruller fra Vietnam, to slags chili con carne, hjemmesprængt oksebryst, karrysild, kyllingevinger og meget andet godt, som spillerhustruerne havde sendt deres mænd i byen med.

Formanden havde varslet sin afgang efter 10 års dådrig dont, men et kraftigt gruppepres og en velforberedt gaveregn bestående af hue, halstørklæde, jubilæumsbog, formandsportræt og en veloplagt fodboldquiz blev af Formanden taget som tegn på, at 10 år mere var påkrævet! Rørt til tårer (eller var det halstørklædet, der strammede?) udtalte han, at "bogen og portrættet er absolut mine største hædersbevisninger, som jeg mangler ord for. Jeg vil i stedet forsøge at leve op til jeres tillid!" Formanden vil nu fuldt og helt hellige sig arbejdet med klubben, og "selv om det kunne synes, som om alle mål blev nået i 2007 for Dynamo, forholder det sig langt fra således. Man havde jo håbet, at unge nye kræfter ville tage over, men sådan skulle det altså ikke være. Det er altid godt at have nogle klare mål foran sig!" erklærede Formanden. Blandt de høje mål for den kommende sæson kan nævnes:

  • Et af målene er, at vi skal træne i en hal, der matcher klubbens omdømme, betydning og evner. Det betyder, at vi skal træne i den nye hal i indendørssæsonen 2008/2009.
  • Klubkontoret skal have bygget en ny væg, hvor det store formandsportræt skal hænge.
  • Vi skal have fundet et slogan - fortsæt med at komme med forslag!
  • Hasta la vista - creativo unido!

Dynamo Birkerøds 36 siders jubilæumsbog i hardcover, som Formanden fik overrakt det første eksemplar af under generalforsamlingen, kan downloades i PDF-version ved at klikke her!Dynamo Birkerøds 36 siders jubilæumsbog i hardcover, som Formanden fik overrakt det første eksemplar af under generalforsamlingen, kan downloades i PDF-version her (20 Mb). Bestilte eksemplarer vil blive udleveret i løbet af de næste ugers træningsaftener. Ekstra eksemplarer kan bestilles af medlemmerne for 280 kr. + 50 kr. i porto/eksp. Kontakt webmaster for bestilling.

Kontorets Bente malet af Kræsten ByskovKontorets Bente var også med!
Et af aftenens absolutte højdepunkter var, da Kontorets Bente dukkede op i skikkelse af et oliemaleri udført og lynafleveret af klubkunstneren Kræsten Byskov. Fotoet til venstre er taget med en mobiltelefon og yder ikke det smukke værk fuld retfærdighed. Maleriet blev doneret som vandrepokal i Bentes Kvindefodboldquiz, som blev vundet i overlegen stil af Tam Mordhorst, der allerede dagen efter kunne meddele, at slaget om sofavæggen var vundet i det Mordhorstke hjem, hvor Bente det næste år frem til generalforsamlingen vil indtage hæderspladsen. Til lykke til Tam! Og tak til Krum!

Dynamo Birkerøds hold til Gadefodbold i Birkerød Hovedgade

SLAGET OM BIRKERØD II: 4-2 Dynamo Birkerød vandt returbrag
Dynamo Birkerød er stadig byens ubesejrede fodboldkonger Birkerød Butikkernes gadefodboldturnering var en stor succes både sportsligt og publikumsmæssigt

Må man spille fodbold i gågaden? I lørdags måtte man, for da var selveste Majpladsen ramme om den første gadefodboldturnering i byens historie. Det var Birkerød Butikerne, der stod bag, og selv om der var fire hold i turneringen, var det lokalopgøret mellem Skjold Birkerød, byens gamle hold, og fritidsholdet Dynamo Birkerød, der blev imødeset med størst spænding.
For få uger siden opnåede Dynamo Birkerød, der kalder sig en klub for gentlemanbold og livsnydelse, nemlig sensationelt 2-2 mod veteranerne fra Skjold, som først udlignede i sidste sekund.
Dengang foregik det på kunststofbanerne på Birkerød Stadion og Lars Netterberg og de øvrige spillere fra Skjold havde svært ved at acceptere det uafgjorte resultat mod de dynamiske opkomlinge.
Men en ting er ellevemands fodbold på stor bane, på Majpladsen skulle der spilles på en betydeligt mindre bane med kun fire mand på hvert hold af gangen. En måde at spille på som stiller krav til både fysik og teknik.
Hvem vinder? Skjold eller Dynamo? Blandt publikum gik snakken med en overvægt af tiltro til de navnkundige gutter fra Skjold. Men nej. Dynamo Birkerød vandt 4-2 efter en intens kamp, hvor begge hold, bevidste om bysbørnenes bevågenhed og Æren, gik til stålet. Selv om banen på grund af regn var glat præsterede begge hold flot spil både i angreb og forsvar. Tilskuerne var kendeligt imponerede, det gjaldt ikke mindst de mange indvandrerdrenge, som tilsyneladende var Dynamo-supportere.
Efter lokalopgøret rettedes interessen mod de to øvrige hold i turneringen: Hjemløselandsholdet og Privathospitalet, som begge spillede fremragende fodbold dagen igennem. De hjemløse som for nyligt blev nummer fire ved VM for hjemløse i København vandt 5-4 over Dynamo Birkerød i semifinalen efter at have været bagud 0-3 og vandt også finalen mod Privathospitalet. Dog først efter en runde straffespark, idet den ordinære finale endte lige 8-8.
"Vi har hørt, at I har masser af friværdi her i byen, men det er sgu os, der kan spille fodbold", sagde Einar fra Hjemløselandsholdet triumferende efter den kåde dyst, og sådan var det den dag i Birkerød: Mænds sans for kompetitive gøremål var i højsædet. Alle fire hold lovede at stille op igen til næste år, hvis Butikkerne i Birkerød igen arrangerer fodbold i gågaden.
Hvor der i parentes bemærket ikke blev smadret et eneste vindue, selvom det et par gange var tæt på!

• Klik og se et foto-slideshow fra Gadefoldbold-stævnet!

Højdepunkter fra Slaget om Birkerød. Øverste række: Martin tager skoene på. Formanden forklarer taktikken. Hye & co. lytter andægtigt. Anden række: Kampen er i gang, Martin er løbet. Tredje række: Skjold Birkerøds nr. 4 får en Zidane af Lars, Formanden og reservespillerne følger kampen. Fjerde række: Holdfoto efter slutfløjt. Nederste række: Trætte Dynamoer hilser på dommeren, en træt André, Formanden strækker ud efter kampen

SLAGET OM BIRKERØD: 2-2 Dynamo Birkerød er stadig byens ubesejrede fodboldkonger!
Dynamo Birkerød er stadig byens ubesejrede fodboldkongerDet blev det forventede topopgør, da Dynamo Birkerøds førstehold 5. september 2007 tørnede sammen med Skjold Birkerøds stærkeste veteranhold på et neonbelyst Birkerød Stadion - vor modstanders hjemmebane. Dynamo havde masser af spil, chancer og muligheder for at snøre sækken i 2. halvleg, da det som forventet stod 2-1 til udeholdet, men retfærdigvis fik Skjold Birkerød listet en scoring ind til sidst til resultatet 2-2. Kampens topprofiler var målmand André, forsvarsklippen Michael med en redning på stregen, driblekongen Martin og de 2xLars i front. Men alle Dynamos spillere havde stor ære af en fodboldkamp, der vel burde have været vundet, men som i hvert fald viste, at ingen slår Byens Bedste Hold - heller ikke på udebane. Vi glæder os til returkampen på egen bane!

Birkerød Avis satte efterfølgende det meste af sportssektionen af til et fyldigt rererat af "Veteranslaget om Birkerød".
Kampreferatet i Birkerød Avis

Ungdomsbilleder af et par af klubbens medlemmer
Allerede i de spæde år var fundamentet lagt og kursen sat til en seniorkarriere i fodboldklubben Dynamo Birkerød.


DYNAMO JUNIORER 1960 Fotodokument: Storklub i støbeskeen
De formative år er de allervigtigste, også for vordende fodboldspillere, og det siger vel nærmest sig selv, at når det gælder medlemmerne af Dynamo Birkerøds spillertrup, så må der være masser af fotoalbums fra 1960erne og 1970erne, der vidner om vordende storhed og tidligt fokus på klubbens bærende værdier. Formanden for klubbens IT-udvalg, Niller Wischmann, har taget initiativ til at indsamle fotodokumentation fra spillertruppens barndom, og www.dynamobirkerod.dk kan med eneret bringe de første frugter af anstrengelserne herover sammen med to opfordringer:

• KAN DU GÆTTE hvilke af Dynamos 33 spillerprofiler, der gemmer sig bag infantilitetens maske på ovenstående 5 snapshots?
•  VI VIL HAVE FLERE FOTOS fra klubbens barndom! E-mail dem til Niller...

Formanden blev belønnet for de første 10 år på posten med en bevæget tale af Næstformanden samt en prægtig boggave (Foto: Jes Stein Pedersen).
Formanden blev belønnet for de første 10 år på posten med en bevæget tale af Næstformanden samt en prægtig boggave (Foto: Jes Stein Pedersen).


GENERALFORSAMLING 2006 Et år mere!
Ikke et øje var tørt, da Formanden på årets generalforsamling takkede for 10 år som Dynamo Birkerøds leder, indpisker og inspirator. Og luftede tanken om et formandsskifte på næste års generalforsamling, akkompagneret af forsamlingens taktfaste råb om "ten more years!"
Som sædvanlig var årets generalforsamling et socialt, kulinarisk og kulturelt højdepunkt, hvor skueretterne og høkerbajerne kæmpede om medlemmernes gunst. Bænket om det lange bord i Blikfangets Fælleshus arbejdede 23 af klubbens 33 medlemmer sig gennem dagsordenens mange punkter. Formandens beretning var som sædvanlig aftenens formelle højdepunkt, men der blev også snakket om et 10 års jubilæumsturnering til maj, en fodboldtur til udlandet, DBU-turnering og årets nye medlemmer. Og der blev delt priser ud. Valget til bestyrelsen blev som sædvanlig en gyser, mens regnskabsaflæggelsen blev kørt hjem i vanlig fin stil af Kassereren. Aftenen blev sluttet af med bordfodbold og en fordomsfri diskussion om priserne på fast ejendom, inden de sidste blev smidt ud ved 4-tiden.


"Bragende flot fodbold udført i højt tempo med præcise afleveringer og et spil af nærmest sambalignende karakter, der resulterede i et Dynamoføring på hele 2 - 0 ved halvlegen."


UBESEJRET I 2006! Efterårssolen lynede, da Dynamo sluttede sæsonen med at banke FC Solopgang 4-1
Dynamos sidste modstander i 2006-sæsonen var Emdrup-rødderne fra FC Solopgang, der 24. september vovede sig til Nordsjælland for at krydse underben med Dynamo Birkerøds sejrsvante mandskab, der stillede i absolut stærkeste opstilling. Opgøret var nervepirrende de første 10-15 minutter, men da hjemmeholdet først kom foran, så de sig aldrig tilbage. Vi har bedt spillerne kommentere kampen:

Klubpsykologen: Ros til målmanden
"Det var en stor åndelig forløsning for den mentale træner-afdeling, at opleve en Dynamo med fuld (sol-)energi fra første fløjt. Simon-målmand var i en klasse for sig – og bagmand for mange kontra-stød med brokader frem mod kassen. Fællesskabs-ånden var en stor glæde: Alle gav gavmildt plads til de friske kræfter på bænken. Solnedgangen kom som en perlemors-glans over Dynamos afsluttende scoring: Den uselviske dommer trådte i Dynamo-karakter med sit kattepote løft til modsatte hjørne. Ømt." lyder analysen fra Knud Erik Pedersen, der var en af kampens store spillere.

Christian Krølben: Ungt men erfarent spil
Også store roser til den unge målmand. Men generelt spillede Dynamo både ungt og frisk, men med erfaringens overblik og generøsitet. Særlig opmærksomhed bør min følgesvend og chauffør på hjemturen fra de mange træningsaftener mod hovedstaden, tildeles for sine to garn og sit store løbearbejde," udtalte Christian Dalgas og gav dermed anerkendelsen videre til den dobbelte målscorer, klubpoeten Martin Savery.

Peter Jessen: Ikke knoglebrud, men kraftig forstuvning
I slutningen af første halvleg skete der desværre det, der ikke må ske, når så erfarne mænd spiller bold. En af Dynamos topangribere, Michael Scmidt, blev skadet og måtte køres på hospitalet af Peter Jessen, der dog i en senere mail kunne berolige klubbens øvrige medlemmer (og kontorets Bente) med, at der var ikke tale om knoglebrud på foden men om en kraftig forstuvning" men at "Michael bestemt ikke er transferegnet de næste 2 - 3 uger - måske lidt mere." Forinden havde Michael dog formået at lægge afgørende pres på modstanderne og været med til at etablere den føring, der holdt kampen ud.
Om selve kampen havde Peter følgende nøgterne betragtninger: "Som tilskuer så jeg kun første halvleg, der imidlertid var alle pengene værd. Bragende flot fodbold udført i højt tempo med præcise afleveringer og et spil af nærmest sambalignende karakter, der resulterede i et Dynamoføring på hele 2 - 0 ved halvlegen. Dynamos performance var nærmest at sammenligne med en landsholdstræningskamp hvad udskiftninger angik. Hele kæder blev løbende udskiftet, og dommeren havde rigeligt at gøre med at tælle antallet af Dynamospillere på banen. Hvad det betød for offsidekendelserne skal være usagt..."

Alt i alt en stor kamp, hvor modstanderne alligevel tog det sidste stik hjem ved gavmildt at dele ud af deres medbragte øl. At Dynamo Birkerød ikke var i stand til at matche sine modstandere på dette punkt, må betragtes som den eneste logistiske brøler, og det er et oplagt punkt til forbedring, når den lovede revanchekamp mellem de to hold finder sted på fremmed græs i 2007!

Læs også: Formandens personlige noter fra kampen!

STORSEJR TIL DYNAMO! 6-2 over Forældrefodbolds 1. hold
Forældrefodbold lægger taktikken før kampenMandag den 12. september vil gå over i historien som en stor dag i Dynamo Birkerøds stolte historie: Dynamo Birkerød tværede, ja mulede gæsterne fra Forældrefodbold med cifrene 6-2 (3-1 i pausen). Alle spillere ydede deres bedste i en kamp, hvor der aldrig var tvivl om, hvem der havde støvlerne på. Kort før kampstart trak formanden de 14 spillere til side og forklarede sin taktik, som han i forvejen havde skrevet ned på et stykke papir: En dristig 3-4-3 opstilling skulle sikre sejren. Kampen blev fløjtet i gang og efter nervøst spil fra begge sider fik Dynamo Birkerød snart bragt sig foran 2-0, hvorefter frustrationerne meldte sig hos Forældrefodbold og deres spil begyndte mere eller mindre at gå i opløsning. Dynamo Birkerøds offsidetaktik virkede forbilledligt, og det meste af spillet foregik på modstanderens bane. Kort før pausen fik Forældrefodbold reduceret, og stillingen ved pausen var 3-1. Efter pausen pressede Forældrefodbold på, og efter en kortvarig scoringskrise hos Dynamo Birkerød fik Forældrefodbold reduceret til 4-2 efter ca. 10 minutters spil. Det fik Dynamodrengene til at tage sig sammen: Forsvaret lukkede af, mens der i den anden ende blev lavet det ene gyldne mål efter det andet, indtil kampen blev fløjtet af til slutstillingen 6-2! De to hold trykkede hinanden på næven og Forældrefodbold delte storsindet ud af deres øl.

Klik her og os rundt i Dynamo Birkerøds merchandise program for efterårssæsonen 2005
Dynamo Birkerød Official Store åbnet
Verdensomspændende salg af spillerdragter og merchandise skal sikre indtægterne
Det har længe været en torn i øjet, at store klubber som F.C. Barcelona, Manchester United og Dynamo Kiev har kunnet distancere sig økonomisk fra Dynamo Birkerød gennem et verdensomspændende salg af spin-off produkter, og derved opnå fordele, der ikke direkte havde med præstationerne på banen at gøre. Denne ubalance er nu i nogen grad tippet i Dynamo Birkerøds favør, idet klubben i dag åbnede sin første butik med spillerdragter, tilbehør og merchandise. Via en francise-aftale med det amerikanske firma cafepress.com er det lykkedes at etablere et bredt program af varer med klubbens logo til yderst favorable priser. Bestilling og betaling sker online og ordrerne sendes over hele verden. Det har aldrig været så nemt at være Dynamo Birkerød fan - og så fristende! Bliver det mon en blød pakke til Lillemor under juletræet i år? Tag en tur rundt i butikken!

Dynamo Birkerød i Birkerød Avis
Udklip fra Birkerød Avis den 9. august 2005

Ny triumf for bestyrelsens mediestrategi
Stor artikel om Dynamo Birkerød i Birkerød Avis
"En af fremtidsvisionerne [for Dynamo Birkerød] går på at arrangere en årlig træningslejr for klubmedlemmernes børn og senere at gøre eliteforholdene i byens store moderklub, Skjold Birkerød, så attraktive for ungdomsspillerne, at de bliver i klubben." De selvbevidste ord falder på side seks i denne uges Birkerød Avis, hvor formandens malmfulde ord og kontrafej fylder det meste af en side. Endnu en triumf for bestyrelsens mediestrategi.


FOTOREPORTAGE Sæsonstart med støvlerne på...
Dynamo Birkerøds webmaster havde medbragt sit nyindkøbte digitalkamera til søndagens træning. Kameraet var den seneste 4 megapixel CMOS teknologi fra Aldi, et køtilbud fra april, og selv om det langt fra egnede sig til sportsfotos, lykkedes det at få en serie hæderlige skud i kassen, når Dynamo Birkerøds spillere en sjælden gang stod stille.
De næste uger vil fotoreportagen formentlig gøre Dynamo Birkerøds website til et (endnu mere) populært udflugtsmål blandt klubbens kvindelige fans (heriblandt spillerhustruerne), og nedsat hastighed ved indlæsning af siderne må påregnes. Klik her og se billederne



NYT FRA FANKLUBBEN Fastelavn er mit navn...
Formandens søn fejrede fastelavn med manér. Stor applaus og en opfordring til klubbens øvrige juniorer om at følge det gode eksempel.

DBU-TURNERING 2005 Årets turnering en stor succes
45 spillere i alderen 8 til 48 år, 18 kampe og en masse hjemmebagt kage og sodavand fyldte Sjælsøskolens Hal på den sidste søndag i januar, da Dynamo Birkerød afviklede den traditionsrige Dynamo Birkerød Ungdoms turnering. Med vanligt overblik og fornøden autoritet havde turneringsudvalget taget konsekvensen af den massive tilmelding og indført indledende kampe i to puljer, før semifinalerne og til sidst finalen blev afviklet. Det blev et skånselsløst og tæt opgør mellem otte jævnbyrdige hold, inden Tordendrengene til slut kunne løfte armene i vantro triumf mod hallens neonbelyste spær: Lukas, Kim, Thomas, Peter, Jes og Frank havde gjort det umulige og sejret trods alle odds! Skuffelsen stod malet i modstandernes øjne, men straks efter finalen var der sponsorpræmier og diplomer til alle. En officiel reportage er på vej, ligesom fotos og videoklip snart vil kunne beses her på siden.

GENERALFORSAMLING 2004 Stort fremmøde og højt humør
Årets generalforsamling i DYNAMO BIRKERØD fandt sted på kassererens ranch den 19.11. og samlede 20 af klubbens medlemmer til en festlig aften med italienske specialiteter, spanske vine, æbletrifli, paragraffer og karaoke i kælderen. Et særdeles udførligt referat (inkl. den højtærede formands beretning) er blevet udarbejdet af Hans Henrik Appel og er sendt til medlemmerne. Klubbens nye kampsang af Martin Savery er gengivet i sin fulde ordlyd i spalten til højre. Sjældent har et nyt medlem af Dynamo Birkerød vist så megen klubånd på så kort tid! Et eksempel til efterfølgelse.




SKYD OG SCOR Dynamo Birkerød får ny klubsang!
På generalforsamlingen i 2004 overraskede klubbens dengang nyeste medlem Martin Savery med en helt ny kampsang skrevet specielt til Dynamo Birkerød. Klik her og hør en smagsprøve - og syng så selv resten af den stolte sang:

DYNAMO BIRKERØDS stolte logo

SKYD og SCOR
Tekst: Martin Savery
Mel: Don’t worry – be happy af Bobby McFerrin

Politik, kultur og sport,
kan ikke skilles ad – det’ stort!
Forening…
med mening…

Multikulturelle bånd
integration og vid og ånd
debatter
der ’matter’

Hvem spiller Gudebold?
Dynamo Birkerød!
Vi ka’ lægge klatten død
drible, skyd’ og scor’

Hvem holder ho’det koldt?
Dynamo Birkerød!
Gudehold af blod og kød
– ikke nå’d vi tror


Blev der sagt: ”Ø-ko-lo-gi?”
– Det må da være græs forbi!
Men nixen…
Det’ bixen…

Solen skinner altid der
hvor Birkerøds dynamo’r er
Man stråler
og sk(r)åler

Hvem spiller Gudebold?
Dynamo Birkerød!
Vi ka’ lægge klatten død
drible, skyd’ og scor’

Hvem holder ho’det koldt?
Dynamo Birkerød!
Gudehold af blod og kød
– ikke kun for ”Mor”


Hvad er fire-tred’ve-tres?
ik’ bar’ et nummer – det er stress
for andre …
vi banker …

Gentlemen der spiller så’n
som andre kun ka’ drømme om
vi rykker
og trykker

Hvem spiller Gudebold?
Dynamo Birkerød!
Vi ka’ lægge klatten død
drible, skyd’ og scor’

Hvem holder ho’det koldt?
Dynamo Birkerød!
Gudehold af blod og kød
– hjemme, hvor vi bor


Copyright © 2004 Dynamo Birkerød. Eftertryk må kun ske efter forudgående aftale med formanden eller klubkontorets Bente